FIRE DØTRE: Bundærligt portræt af nedarvet kvindehad i dokumentarisk genialitet

Af Jacob Pedersen

Fire Døtre giver et hudløst ærligt indblik i en generationsdyb kvindeundertrykkelse påtvunget af fædre og videreført i livstruende rædsel af mødre. Fire Døtre er fortællingen om to storesøstres radikalisering af ISIS, Jasminrevolutionens omvæltning af samfundet og helt jordnært to små- søskende, der savner deres storesøstre.

Dokumentaren griber fortællingen an således, at de to skuespillere Nour Karoui og Ichraq Matar skal spille de to ældste i søskendeflokken over for de to yngste, Eya og Tayssir, der optræder som sig selv. Igennem en række nedslag i en hårdtprøvet opvækst portrætteres familiens historie, og der gives et upoleret indblik i den forankrende effekt, religionen har på de personlige fortællinger.

Allerede ved første møde, hvor kostumierer og makeupartister har gjort deres kunst for at imitere de to forsvundne søstre, rives såret af til en dyb, dyb flænge i den kære familie. Ligheden er påfaldende.

Herfra rekonstrueres flere minder, der portrætterer døtrenes opvækst i et land præ- Jasminrevolutionen i en politistat med et patriarkalsk familiesyn, hvor kvindelige lyster og frisind var de største synder.

Olfa, moderen i familien, opfostrede de fire døtre som enlig mor, fuld af religiøse bekymringer og med spor af sin egen hårde opvækst. Ungdommens naturlige udfoldelse bliver supprimeret af omkringliggende religiøse overbevisninger med et rædselsfuldt kvindesyn.

Olfa bliver i de emotionelt hårdeste scener også spillet af en skuespillerinde (Hend Sabry). De mest bemærkelsesværdige scener kommer i skuespillerindens dissekering af Olfas person (som en del af skuespillerindens job), hvor Sabry stiller kritiske spørgsmåls til Olfas opførsel over for sine døtre.

Olfa har tidligere været yderst voldelig over for én af de to ældste søstre, som prøvede sig i goth- miljøer – selvfølgelig i hemmelighed for hendes mor. Skuespilleren Sabry udfordrer Olfas opdragelse og religiøse overbevisning.

Paradokset ligger i, at Olfa straffer sine døtre for at være frie, klæde sig i ”visende” tøj (t-shirt og jeans) og flirte med mænd. Da den ældste søster begynder at iklæde sig niqab, bliver Olfa først glad, fordi så ”tiltrækker hun ikke mænd”.

En scene, som er decideret akavet at være vidne til, handler om moderens vanærende ytringer, hvor hun gentagende gange kalder sine døtre for ”ludere”, når snakken falder på menstruation og voksende bryster. Kæbedroppende er eskalationen, hvor Tayssir provokerende danser en lille uskyldig mavedans. Olfa flipper og slår Tayssir.

Foran hele crewet og tre skuespillerinder slår hun sin egen uskyldige datter pga. en mavedans. Et bevis på, hvor forankret Olfas egen opvækst er i hendes kvindesyn og en potentiel forklaring på, hvorfor kvindesynet i visse lande er så forældet og nedarvet.

Fire Døtre slører grænsen mellem fakta og fiktion i de iscenesatte rekonstruktioner i en upoleret menneskelig fortælling. Flettet ind imellem de rekonstruerede og iscenesatte fortællinger forekommer de velkendte og genretypiske talking heads.

Ærligheden bærer de mange talking heads-scener, som nærmer sig anekdotiske genfortællinger, uværdigt til det store lærred. Genialiteten ved rekonstruktion med en blanding af de egentlige personer og skuespillere afføder en diskuterende, refleksiv og fortolkende vinkel på historiens kerne.

Fire Døtre er ærlig og modig i sin trang til selvkritik og konfrontation. Den sætter et spejl op foran et helt folkefærd og fortæller sandhederne, som de ældre generationer ikke tør høre. De uskyldige børn fødes og indoktrineres i troen på, at kvinders uskyldighed og renlighed er deres eneste flugtvej fra helvede.

I sagens natur kræver film som Fire Døtre opmærksomhed, men den fortjener det også på baggrund af de rekonstruktionelle genialiteter, som afføder en refleksivitet og selvindsigt ikke før set på film.

Kommentarer